Alone in the Dark er et meget uhyggeligt og skræmmende spil. Historien og temaet er baseret på H.P. Lovecrafts værker. Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg aldrig fuldført det, fordi det havde det med at skræmme mig fra vid og sans. Jeg havde simpelt hen ikke nerverne til at spille det. Det virker lidt fjollet nu, men prøv at lukke dig ind i et mørkt værelse og skru godt op for lyden, så vil du forstå hvad jeg mener.
Introduktionen etablerer på perfekt vis atmosfæren i spillet og som bliver endnu mere intens som spillet skrider frem. Historien foregår i et hjemsøgt hus. En vis Jeremy Hartwood døde i dette hus (muligvis på grund af selvmord) og det er din opgave at finde ud af hvad der virkeligt skete. Du kan vælge imellem to personer til at styre igennem spillet: Emily Hartwood, som er Jeremys niece, eller Edward Carnby, en privatdetektiv. Historiens forløb afhænger ikke af hvilken person du vælger og deres evner er ens, så det betyder egentligt ikke så meget hvem af dem du vælger.
Dit eventyr starter på loftet, fordi du har grund til at tro at der findes et vigtigt spor deroppe, gem i det gamle klaver. Spillet kombinerer elementer fra både arcade- og adventurespil. I samme øjeblik du starter spillet, begynder monstre at vandre op igennem huset, på jagt efter dig. Afhængigt af sværhedsgraden vil der være flere eller færre af dem (der angriber på en gang), men under alle omstændigheder er der uendeligt mange ialt. Det betyder at du er nødt til at være lidt hurtig. Du har ikke råd til at stoppe op for at overveje dit næste træk. I begyndelsen har du kun dine arme og ben at kæmpe med, men efterhånden som du kommer længere i spillet, vil du også finde skydevåben og sværd at kæmpe med. Imens du kæmper med monstrene, skal du også løse din oprindelige opgave - opklare mord mysteriet.
Du har nok gættet at dette spil er non-stop action for både dine fingre og din hjerne. Men det byder på mere end blot fremragende historie og gameplay. Det er også et af de første spil der tilbyder 3D grafik der kører flydende på selv en x386 processor. Dette blev muligt ved at kombinere smukke statiske baggrunde med knap-så-smukke polygon figurer. Det var et nødvendigt kompromis, men det overordnede resultat var utroligt imponerende da det blev udgivet i 1992. Du må indrømme, at hvis du bare kigger på de medfølgende screenshots, så ville du sige at spillet kræver mindst en hurtig 486. Jeg ville egentlig gerne stoppe anmeldelsen her, men spillet byder også på mere end en genial grafikmotor! Spillets lyder er godt til at sætte den rette stemning og vil sikkert give dig gåsehud nu og da! Så det sagt! Hvis du ikke er overbevist nu, så bliver du det aldrig! En score på 5 og en absolut anbefaling.